Blåvand - de første mange år
Her har vi primært lejet sommerhuset gennem feriefonden på Odense Universitetshospital. Men har også en enkelt gang lejet et privat.
Da vi startede med at komme i Blåvand tilbage i 1988, kunne vi gå helt alene på stranden - og hvis vi mødte nogen, så var det en lokal ravsamler. I dag er her altid mennesker og hunde og en solskins vinter-søndag er her rigtig mange mennesker. Alene - det er man aldrig mere!
Da vi er kommet her i snart 20 år, så har vi også set byen forandre sig fra at være en stille og rolig vinterby, hvor en del forretninger var vinterlukkede og til en pulserende ferieby, som knap nok går ned i tempo en blæsende kold januardag! Antallet af butikker er forbløffende stort og man kan få det hele: ravsmykker, Bo Bendixen tøj, Eccosko, lys, tøj i mange kendte mærker, bolcher, Burger King menuer og kolonialvarer i 4 store supermarkeder.
Denne her beskrivelse dækker en række ture - tidligere da vi havde små børn var ture på stranden RIGELIG underholdning....
I vil opdage, at der er nyere beretninger fra Blåvand også.
Nogle af billederne på denne del af hjemmesiden er indskannede papirbilleder og kvaliteten er ikke så høj.
Vi skal næsten hver dag en tur ud til fyret, for vi skal lige ud og se, om der er noget rav! Og det er der ofte - ikke de store stykker, men det gør ikke så meget - vi tager også gerne de små og mikroskopiske stykker med hjem! Samlingen bliver større og større for hver gang, vi har besøgt Blåvand.
Hvis den militære signalkugle er nede, kan man gå en tur ind i det militære område. Her er mange større bunkersanlæg fra 2. verdenskrig, som børnene elsker at kravle rundt i og op på. Husk lommelygter.
Man kan også tage en tur op i fyrtårnet og se ud over området og ud på alle havvindmøllerne ude på Horns rev.
Hvis man kører ned til det område af stranden, der er mærket med 'Blåvand strand', så findes her en fredsskulptur.
Den er lavet i 1995 af kunstneren Bill Woodrow i anledning af 50-året for Danmarks befrielse. Han har forvandlet en rækker gamle bunkers til muldyr!
(selvom vi i vores familie kalder netop denne strand for 'stranden med hestene...)
Turen ud over Kallemærsk hede. Når militærets signalkugle er nede, kan man køre tværs gennem det militære område på en grusvej. Vi skal altid lige ud over området, som er utrolig flot for at se om vi kan finde nogle soldater! Når man igen støder på en asfalteret vej, så kan man dreje til venstre og ende i Vejers eller man kan dreje til højre og via de almindelige veje returnere til Blåvand.
Tip: Lige inden man kører ind på grusvejen findes en p-plads - her hænger militæret en seddel op, så man kan se, hvilke aktiviteter der er i området - og hvornår der er lukket for andre end militær-folk.
Lidt uden for Blåvand findes Tirpitzstillingen. Den er nu museum og meget interessant at besøge. Bunkeren blev oprindeligt slet ikke færdigbygget, men man kan nu få lov til at komme ind og se anlægget og de mange rum. Her hænger tillige en række plancher, der beskriver Atlantvolden, som Tirpitz egentlig skulle have været en del af.
Oksbøl:
Brandbilmuseet, som har en af verdens største samlinger af gamle brandbiler.
Brandbilerne stammer fra hele landet og er kun udlånt til museet.
I forbindelse med kommunesammenlægningen er det uvist om museet kan drives videre. I februar 2007 var her dog stadig åbent.
Ravmuseet, som har en helt fantastisk samling af rav og ravtyper, med mange stykker med indkapslede dyr og planter. Her er også en pæn del pynte- og nyttegenstande, som er lavet i rav. Man viser tillige, hvordan ravet er blevet dannet.
Varde:
Varde Artillerimuseum, som er et specialmuseum for artilleriet i Danmark. Her vises artillerihistorie fra middelalderen og til i dag.
Esbjerg:
Fiskeri- og søfartsmuseet mange forskellige udstillinger, som spænder fra fiskeri, søfart og frilandsudstillinger til akvarier med fisk, sæler og et rørebassin.
Hjerting Kirke i udkanten af Esbjerg er en forholdsvis ny kirke fra 1992.
Den er tegnet af arkitekt Alan Havsteen-Mikkelsen, mens kunstneren Robert Jacobsen har lavet alteret.
Det består af en del 'dukker', lavet af gamle, kasserede materialer såsom jernrør, tandhjul, bestik og lignende.
Sædden Kirke fra 1978 er tegnet af Inger og Johs. Exner og ligger nær Fiskeri- og Søfartsmuseet.
I forhold til Hjerting Kirke, som lader lyset komme gennem store vinduer og hvide vægge, så kommer lyset i Sædden Kirke fra 803 glødepærer uden skærm. Et helt fantastisk syn, hvis man får kirketjeneren til at tænde dem alle!